fredag den 21. september 2012

Koldhævede Müsliboller med revet æble

Det er ingen hemmelighed, at jeg sætter stor pris på godt brød og helst bager det selv. Så da min mor fortalte om en god opskrift på müsliboller med revet æble, måtte jeg straks ud i køkkenet og kreere en omgang boller selv.
Opskriften er baseret på grundopskriften fra mine Koldhævede grovboller - Resultatet er intet mindre end guddommeligt og egner sig perfekt til morgenbordet.
Jeg vil måske endda vove at påstå, at man kommer en smule hurtigere ud af dynen om morgenen, når disse står og venter på at komme i ovnen ;)

Som det plejer at være når jeg går i køkkenet, er det meste (desværre) på slum, hvilket også var tilfældet med disse boller. Dog er en af de vigtigste ting ved opskriften, at konsistensen er rigtig. Og da denne kan variere alt efter meltype osv., er det vigtigt at man føler sig lidt frem, hvis resultatet skal blive bedst.

Tricket ved disse boller er primært at bruge revet æble og A38 (eller andet surmælksprodukt). Samtidig er det vigtigt at huske at:

Jo blødere dejen er, jo saftigere bliver brødet!
- Dejen skal være klistret, ikke fast (dvs. man skal ikke kunne forme den med hænderne)

Tid er en af de vigtigste ingredienser!
- Her udvikler smagen nuance og dybde; det får samtidig brødet til at holde sig friskt i længere tid.









Müsliboller med revet æble (10-15 stk alt efter størrelse)

   4 dl koldt vand
   1 spsk honning
   ¼ pk gær
   1½ tsk salt
   7 dl hvedemel
   5 dl ruggryn (kan erstattes af alm havregryn) og/eller rugmel
   1 dl 5-kornsblanding
   1 dl hakkede nødder (valnødder, hasselnødder e.l.)
   1 dl A38
   1 stort revet æble (eks. Ingrid Marie)
   1 dl rosiner

Prøv også at skifte rosiner ud med en rest moste kogte kartofler, så har du et skønt madbrød til eks. madpakken.
(Hvis dejen er for 'tynd', tilføj da en ekstra dl hvedemel/ruggryn)


Bland gær, salt og honning i de 4 dl vand. Rør derefter de tørre ingredienser i, sammen med A38, rosiner og revet æble. Konsistensen skal være god 'klistret'. 

Dejen skal stå tildækket i køleskabet i mindst 5 timer og kan holde sig i omkring 3-4 dage. (Pas på når du stiller dejen i køleskab. Den hæver ofte til mere end dobbelt størrelse og »kravler« måske ud af skålen, hvis ikke den er stor nok.)

Når bollerne skal bages formes/sættes de på bagepladen med en ske, stilles til at hæve i en times tid og bages derefter i en forvarmet ovn på 200 grader varmluft i 15-18 min.




Mysliboller

Bon Appétit


16 kommentarer:

  1. Hvor ser de bare lækre ud. Og koldhævede boller er virkelig bare noget af det nemmeste. Bare lige et lille tip: jeg har haft stor succes med at bruge Lidls proteinhvedemel, der giver den mest fantastiske skorpe og samtidig gør brødet luftigt. Prøv, hvis du har lyst :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Katrine. Ja, så er der næsten ingen undskyldning for ikke at bage selv ;)
      Sjovt du nævner det. Jeg bruger normalt kun Gluten Flour, men fandt for nylig også ud af, at Aldis proteinhvedemel er et ret godt og billigt alternativ - det må være det samme med Lidls :)

      Slet
  2. Hvor ser de bare gode ud, desværre er noget at teksten gemt bag det øverste billede på min computer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er de bestemt også! Har lige prøvet at lave dem med kartofler i stedet for rosiner og de er bestemt også et hit! :b
      Hmm, det lyder mærkeligt - det står fint på min computer :/

      Slet
  3. Hej Cathrine!
    Virkelig fin blog og hvor ser dine boller bare gode ud!
    Håber du har det godt, ved ikke om du kan huske mig, men vi har arbejdet sammen på Cottage et par gange. Følger dig i hvert fald nu. Måske vi kunne følge hinanden? :)
    Hilsen Amalie
    http://afashiondairybyamalie.blogspot.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Amalie,
      Mange tak. Jo jeg kan godt huske dig (sjovt du lige fandt mig her)! Hvad går du og laver nu? :)
      Jamen det kan vi da :)

      Slet
  4. Hej. Du skriver øverst i opskriften, at man ikke skal kunne forme dejen med hænderne, men senere står der, at boller skal formes... Mener du "sættes med en ske" eller?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej. Godt du lige nævner det. Fremgangsmåden er den samme som på de koldhævede boller - så ja, når jeg skriver 'formes' mener jeg med en ske, som du selv skriver (som jeg tilsyneladende har glemt at få med over fra den gamle opskrift) ;)

      Slet
  5. jeg er bage-jomfru :)

    Hvordan skal konsistensen være i bollerne når de tages ud?

    Forsøgte denne opskrift, men synes at bollerne var lidt klæg i midten. Er det fordi de skal bare hvile efter de kommer ud? eller have mere tid i ovnen?

    Jeg endte med at give dem 45 min. Det gav lidt for meget skorpe synes jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det godt du siger det! Jeg har lige tjekket efter med min opskrift og jeg har tilsyneladende fået byttet rundt på mængden af vand og ruggryn!
      Beklager - så giver det god mening at dine ikke var så vellykkede :)

      Jeg har aldrig oplevet at de er blevet klæge i midten - men jeg lader dog også altid mine boller og brød hvile mindst i 15min, efter at jeg har taget dem ud af ovnen.

      Slet
  6. Er opskriften på denne side så rettet nu? Altså med hensyn til mængden af vand og ruggryn? Rart at vide inden jeg går i gang med bollerne som ser top lækre ud:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja den er opdateret! Håber de lykkes og gør godt på morgenbordet denne gang :)

      Slet
  7. Efter at have læst kommentarene igennem tror jeg, at jeg har fået svar, men jeg skal lige være sikker. Der skal 4 dl vand i dejen, ikke? I så fald, skal du ændre den halve liter i teksten. Jeg glæder mig til at komme i gang - de ser virkelig lækre ud :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hov ja, havde helt glemt at rette det længere nede i teksten. Men ja, der skal 4 dl vand i og ikke 5. Dejligt at der er nogen med et vågent øje ;)

      Slet
  8. Hejsa! Skal ovnen stå på 200 grader inden bollerne skal ind, eller skal ovnen først sættes når jeg har smidt dem ind? og bare alm luft? :) Mvh

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej! Ja den skal være forvarmet på 200 grader varmluft :-)

      Slet

Kommentarer, spørgsmål, samt ris/ros er meget velkomment :)