Når man har sagt the, må man næsten også sige scones.
- Jeg synes i hvert fald, at det var en god undskyldning for, at give mig i kast med en ny udgave her til middag; Scones med blåbær og citron.
Scones er en genial lille skotsk mellemting mellem en bolle og en muffin, bagt med bagepulver i stedet for gær. De små brød hører sig oprindeligt til den klassiske engelske afternoon tea, men er også perfekt hvis du mangler en lille, hurtig ting til kaffen.
De kan varieres i det uendelige, er nemme at gå til og er klar efter en halv times tid i køkkenet - Simpelt, genialt og velsmagende :)
Basis opskrift på scones (ca. 12-15 stk)
225 g hvedemel
4 tsk. bagepulver
20 g sukker
½ tsk vaniljesukker
½ tsk salt
50 g koldt smør
1½ dl kærnemælk
Blåbær/citrus scones
¼-½ reven citron skal
1 dl frosne blåbær
+ basis opskrift
Stil ovnen på 200 grader.
Sigt derefter mel, bagepulver, vaniljesukker og salt ned i en skål, sammen med sukkeret. Det kolde smør smuldres i, citronskallen rives fint og det hele blandes godt sammen, til det får en fin konsistens, der minder om brødkrummer. Rør kærnemælken (hurtigt) i og saml dejen med en grydeske.
Hvis blåbærrene vendes i for tidligt, vil de blive rørt ud i dejen, som derved ender med at blive blå. Sørg derfor for at gøre dette forsigtigt og som det allersidste.
- Lav evt. en 'lomme' i dejen, hæld blåbærrene i og luk dejen sammen om dem.
Herefter rulles dejen ud på et melet bord, i ca. 1 cm højde og udstikkes med et glas eller en udstikker (ca. 6 cm i diameter). Drys evt. et fint lag mel på toppen, hvis dejen er svær at stikke ud.
Placer sconesene på en bageplade med bagepapir og pensl dem med en smule kærnemælk.
Stil dem derefter ind i ovnen og bag i 10-15 min, til de er blevet fine og gyldne.
- Server straks (gerne med en smule smør)!
Som sagt er det nemt at variere opskriften, så den passer til smag og humør.
Prøv f.eks. at skifte citron og blåbær ud med chokolade og server med friske jordbær.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentarer, spørgsmål, samt ris/ros er meget velkomment :)