Nu hvor solen skinner og man kan begynde at ane den danske sommer (ja det kan man i hvert fald på sydhavsøerne), så er denne læskende Ice tea med granatæble og appelsin en oplagt tørstslukker.
1 l kold the
ca. 2 spsk sukker/honning
1 granatæble
1 appelsin
1 citron/lime
bladene af 2 myntekviste
isterninger
Tip: Kernerne i et granatæble kan godt være svære at få ud. Så halvér granatæblet, hold frugten henover en skål, og bank kernerne ud med bagsiden af en grydeske - Voilá!
Lav en liter the på forhånd, smag den til med sukker eller honning og stil den på køl (jeg foretrækker grøn the med citrus, men andre slags kan også benyttes, alt efter smag og behag).
Halver et granatæble og bank halvdelen af kernerne ned i en blender; hæld nu theen sammen med og blend. Derefter hældes theen gennem en si (således at resterne fra kernerne bliver siet fra).
Bank nu resten af granatæblet i theen, pres appelsinen i og hæld det hele i en karaffel/kande fyldt med is. Pynt med et par skiver lime/citron og grofthakkede mynteblade - server!
Ice teaen kan varieres i det uendelige (både med the og frugt), så prøv jer frem :)
Bon appétit
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentarer, spørgsmål, samt ris/ros er meget velkomment :)